Beatrice

Gennem fondene Copenhagen Infrastructure I og II har PensionDanmark indirekte investeret i det britiske offshore vindmølleprojekt Beatrice. 

Beatrice havmøllepark er placeret i Outer Moray Firth i Skotland og ligger ca. 13,5 km fra kyststrækningen ved Caithness. Vindmølleparken dækker over et område på ca. 130 km2 og har kapacitet til at generere op til 664 MW vedvarende energi. 

Projektet er et af fem offshore vindmølleprojekter i Storbritannien, der i 2015 blev tildelt en ”Investment Contract” af den britiske regering (fast inflationsindekseret afregningspris over en 15 årig periode). Projektet er udviklet af SSE plc og Repsol S.A. og forventes i fuld drift i 2019. Beatrice har leveret strøm til elnettet sinde installationen af den første mølle medio juli 2018. 

På vegne af de to fonde, Copenhagen Infrastructure I og II, købte  Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) i 2015 35 pct. af Beatrice af SSE. Begge fonde ejer i dag 17,5 pct. af Beatrice.

CIP’s første fond, Copenhagen Infrastructure I, blev etableret i 2012 på initiativ af PensionDanmark, der er fondens eneste investor. Fonden har på vegne af PensionDanmark investeret i vindmølleparker, biomassefyrede kraftværker og transmissionsnet.

PensionDanmark er den største investor i Copenhagen Infrastructure II. Fonden fik i 2015 et samlet investeringstilsagn på 14,7 mia. kr. fra i alt 19 institutionelle investorer og er dermed en af Europas største infrastrukturfonde.