Nysted Havmøllepark

Nysted Havmøllepark var ved etableringen en af verdens største havmølleparker og var PensionDanmarks første direkte investering i vedvarende energi i Danmark.

I september 2010 købte PensionDanmark 50 pct. af Nysted Havmøllepark af DONG Energy (i dag Ørsted) for 670 mio. kr. Siden parkens opførelse har Ørsted varetaget driften. Parken ligger syd for Lolland og producerer, hvad der svarer til 140.000 danske husstandes elforbrug.

Formålet ved investeringen var at opnå et afkast væsentligt over obligationsrenten med en risikoprofil, der var kendetegnet ved statsgaranterede afregningspriser og andre beskyttende mekanismer. Samtidig levede investeringen op til PensionDanmarks målsætning om at udvide investeringerne i infrastruktur og grøn teknologi.

Nysted Havmøllepark blev bygget i 2003 og består af 72 møller. Hver mølle kan yde 2,3 MW. Den samlede effekt kan nå op på 165,6 MW.

Mølletårnene er 69 meter høje, og hver møllevinge er 40 meter lang. Vingespidsen når på sit højeste punkt op i 110 meters højde.

Foto: Ørsted