Se ledige stillinger

PensionDanmarks sundhedsteam søger fastholdelseskoordinator til projekt for kræftramte medlemmer

Ansøgningsfrist 19. oktober 2022

Vil du være med til at udvikle og afprøve indsatser til gavn for PensionDanmarks kræftramte medlemmer? Og er du vant til at arbejde med patienter og god til at skabe relationer? Så er du måske den, vi søger.

I 2023 påbegynder PensionDanmark sammen med 3F, et 3 årigt arbejdsfastholdelsesprojekt for kræftramte medlemmer, da særligt kræftramte med hårdt fysisk arbejde er i risiko for at miste deres arbejde. I projektet vil medlemmer tilbydes en koordineret indsats og støtte fra tværfaglige kompetencer samt en helhedsorienteret og individuel plan for fastholdelse og tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Målet er, at vores medlemmer skal kunne opnå et trygt og godt liv efter kræft uden at miste fodfæstet til deres arbejde.

PensionDanmark søger derfor to nye kollegaer, med indgående kendskab til sundhedsvæsnet og erfaring med vejledning og rådgivning af patienter, til PensionDanmarks sundhedsteam.

Om jobbet

Det er oftest uoverskueligt, at skulle navigere i relevante tilbud og mellem forskellige aktører når man befinder sig i en livskrise. Derfor bliver din opgave, som fastholdelseskoordinator, at have kontakt til- og støtte medlemmet gennem dennes behandlings- og genoprettelsesproces. Fastholdelseskoordinatorens rolle er at kende til de forskellige rehabiliterende tilbud, der findes, koordinerer på tværs af sektorer og fag samt sikre, at medlemmet får de relevante tilbud. Samtidig giver stillingen dig mulighed for at være med til at udvikle tilbud til kræftramte, gennem praktisk afprøvning og evaluering.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:

  • Visitation af medlemmer
  • Rådgive, støtte og sikre sammenhæng i indsatsen målrettet den kræftramte
  • Udarbejde fastholdelsesplan med arbejdsplads
  • Rådgive og støtte arbejdsplads i forløbet med den ansatte
  • Indsamling af viden og evaluering af projektet

Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer (ekskl. frokost) med faste arbejdstider primært inden for almindelig kontortid fra kl. 8:30-16:00.

Om dig

Vi forventer, at du:

  • Har minimum 5 års erfaring som sygeplejerske eller socialrådgiver
  • Har indgående kendskab til sundhedsvæsnet og gerne de kommunale rehabiliterende tilbud
  • Har erfaring med sagsbehandling – særligt med henblik på lægejournaler
  • Har erfaring med vejledning og rådgivning af patienter

Onkologisk erfaring er en fordel, men ikke en forudsætning, da oplæring vil finde sted.

Som person skal du yde et højt og empatisk serviceniveau. Du er fleksibel, engageret, ansvarsbevidst med gode samarbejdsevner. Du har gode kommunikative evner og holder hovedet koldt i pressede situationer.

Du skal ikke være bange for at blive kastet ud i nye og ukendte opgaver, men samtidig vide at rutineopgaver er en del af hverdagen, der også skal løftes. Du trives med at balancere mellem faste opgaver, ad hoc-opgaver og deadlines.

PensionDanmark som arbejdsplads

PensionDanmark tror på, at resultater opnås ved gensidig tillid, samarbejde og en fælles indsats. Vi har en uformel omgangstone og en hurtig og effektiv beslutningsproces. Vi er en organisation i udvikling med muligheder for faglig og personlig udvikling.

Lønpakken vil være konkurrencedygtig og afspejle dine kvalifikationer.

Tiltrædelse forventes at være 1. februar 2023. Stillingen er tidsbegrænset til 3 år.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Diana Uldal Koubti på tlf. 2295 6632 eller mail: dko@pension.dk. PensionDanmarks domicil ligger på Langelinie Allé 43 i København.