Se ledige stillinger

Studentermedhjælper til Aktuarfunktionen

Ansøgningsfrist 14. april 2023

Drømmer du om et studiejob, hvor du får de bedste forudsætninger for at folde dit aktuartalent ud? Er du god til at kode, og har interesse i at bruge data til at udvikle forretningen? Så er du måske den nye studentermedhjælper i Aktuarfunktionen i PensionDanmark.

Som vores nye studentermedhjælper i Aktuarfunktionen i PensionDanmark skriver du kode til at indsamle og strukturere data på baggrund af den debriefing, dine aktuarkollegaer giver dig. Resultatet af dit arbejde bliver bl.a. brugt til at optimere vores forsikrings- og pensionsprodukter. På den måde bidrager du til, at vores 800.000 medlemmer hele tiden får mest mulig tryghed og pension for deres pensionskroner. Hver krone vi kan bruge bedre, bliver til gavn for vores medlemmer.

Vi regner med, at du kan hjælpe os ca. 15 timer om ugen – og vi tager naturligvis hensyn til dine eksaminer etc. Der er for tiden tre andre studentermedhjælpere i Økonomisk Styring, som Aktuarfunktionen er en del af.

Du er dygtig og vild med at lære

I Aktuarfunktionen får du syv erfarne og dygtige kollegaer, der står for din oplæring og uddannelse i vores systemer og måder at arbejde på. Uanset om du kan kode eller ej, bliver du hurtigt god til både SQL og R/Phyton. Det bliver du, fordi du har en stærk faglighed og er vild med at lære, men også fordi du går på arbejde i et miljø, hvor vi både går op i at være gode til det, vi laver, og i at passe på og hjælpe hinanden.

I takt med at du får styr på dine grundlæggende opgaver, vil du også få mulighed for at udvide dit opgaveområde til at omfatte fx analyser og produktudvikling, solvens eller regnskaber, så det matcher dine interesser.

Vi vil rigtig gerne tale med dig hvis…

… du er godt i gang med aktuarstudiet eller mat. øk. og interesseret i pensions- og forsikringsområdet. Du behøver ikke allerede være god til at kode i SQL, men du skal være interesseret i at lære det – og i at blive rigtig god til det. Vi arbejder primært med SQL og R. Det er vigtigt, at du er god til at holde styr på detaljer, er omhyggelig og god til at evaluere problemer samt afkode komplekse opgaver. Dertil lægger vi stor vægt på, at du er en god kollega, der kan finde ud af bede om hjælp, hvis det brænder på og hjælpe til, hvis det brænder på for andre.

Derfor skal du arbejde i PensionDanmark

PensionDanmark er ejet af arbejdsmarkedets parter. Vi arbejder alene for at sikre vores medlemmer et langt og sundt arbejdsliv og en økonomisk tryg alderdom. Samtidig investerer vi ambitiøst i erhvervsuddannelserne og den grønne omstilling.

Vores mål er at være Danmarks mest omkostningseffektive pensionsselskab til gavn for vores medlemmer. Derfor har vi et stærkt fokus på at sikre, at vores godt 350 medarbejdere har de bedste forudsætninger for at nå virksomhedens mål – og deres egne.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Chefkonsulent Christoffer Willer på tlf. 31130390 eller mail: cwe@pension.dk

Er du interesseret i at læse mere om et job hos PensionDanmark, kan du læse mere her: https://www.pensiondanmark.com/job