Tale ved Grundtvig-Akademiet og Grundtvigsk Forums møde

Grundtvig-Akademiet og Grundtvigsk Forum har inviteret Torben Möger Pedersen til at holde 'åbningstale' i Vartov 12. september 2017 over temaet Tryghed & Frihed.'Åbningstalen er et alternativt bud på den tale, statsministeren holder for Folketinget i begyndelsen af oktober.

Det er det talte ord, der tæller.

Af Torben Möger Pedersen,

adm. direktør i PensionDanmark

Vi står midt i dramatiske forandringer i verden med på samme tid nye muligheder og nye udfordringer.

Når historien til sin tid skal skrives, vil 2016 sandsynligvis få samme ikoniske og skelsættende betydning som 1989 – året for Murens fald. 2016 blev året hvor godt 25 års globalisering og øget international arbejdsdeling mødte sin mur.

Brexit-afstemningen i Storbritanien, valget af Trump som USA's præsident - den første erklærede anti-frihandels præsident siden 2. verdenskrig – og fremgangen for nationalistiske populistiske partier udtrykker en dyb frustration og vrede i brede vælgerlag i Europa og USA over de økonomiske og kulturelle konsekvenser af globalisering, de nye teknologier og de nye geopolitiske udfordringer med ukontrollabel migration.

Det kan virke paradoksalt. Netop globaliseringen – den øgede internationale handel og inddragelsen af nationerne i Østeuropa, Asien og Latinamerika i den globale økonomi i årene efter Murens fald – er hovedforklaringen på at hundredvis af millioner er løftet ud af fattigdom og op i middelklassen.

Forklaringen på de kraftige vælger-reaktioner er, at de toneangivende beslutningstagere og meningsdannere inden for politik, økonomi, medier og kulturliv har overset konsekvenserne af, at gevinsterne fra globaliseringen og de nye teknologier over de sidste 25 år er blevet meget ulige fordelt og at globaliseringens kulturelle konsekvenser opfattes som en trussel mod de traditionelle kulturværdier i de gamle samfund i Europa og USA.

Det gælder især i lande som USA og Storbritannien, hvor den økonomiske politik siden Reagan og Thatcher har været domineret af en stærk tro på de uregulerede markedskræfter og hvor erhvervsstrukturen har været præget af et sammenbrud for tidligere dominerende industrier som kul, olie og stål.

I USA har lønmodtagere i den lavere middelklasse haft stagnerende eller faldende realløn i de sidste 25 år og må som den første generation nogensinde i USA konstatere, at den ikke kan tilbyde dens børn bedre vilkår end dem selv. Hvis man analyserer resultatet af præsidentvalget i november er det tydeligt, at oprøret er bredt forankret i det, eliterne nedladende har kaldt ”fly over country” – nemlig de stater, der ligger mellem de privilegerede og succesfulde økonomier på Østkysten og i Californien.

Samme resultat viser analyser af stemmefordelingen ved Brexit-afstemningen. Det rige London stemte for at blive i EU, de fattige områder, dem med dårligst uddannelse, de ældre stemte Brexit.

Analysen af hvad der gik galt, og hvad der må gøres, var det dominerende tema på dette års internationale topmøde i World Economic Forum i Davos i Schweiz, som jeg havde fornøjelsen at deltage i.

Konklusionen blev, at der er brug for en ny kapitalisme-model. Den ensidige fokus på markedsløsninger skal afløses af, hvad der på Davos-sprog kaldes ”inclusive capitalism”.

Samme konklusion er de vestlige regeringers økonomiske samarbejdsorganisation OECD nået frem til.

På dette års møde i OECD Forum i Paris i maj sagde OECDs generalsekretær Angel Gurria i sin åbningstale under overskriften Bridging Divides, at de økonomiske systemer er svækket af en dysfunktionel modsætning mellem ekstraordinært store gevinster for de få og stagnerende indkomst for almindelige husholdninger, som får mange til at føle sig ladt i stikken og skaber grobund for protektionisme, isolationisme og ekskluderende nationalisme. OECDs bud på en løsning har overskriften ”Inclusive Growth”.

Så hvad er det her ”inclusive capitalism” og ”inclusive growth”?

Oversat til dansk er det en beskrivelse af den skandinaviske velfærdsmodel med fri og lige adgang til uddannelse og sundhed – social sikring så ledighed ikke er økonomisk katastrofe for familierne – og fair distribution af indkomst og formue gennem indretningen af skatte-, uddannelses- og pensionssystemerne – samtidig med en stærk privat sektor med meget liberale rammebetingelser.

Altså. Grundtvigs ord om samfund hvor få har for meget og færre for lidt.

Jeg vil gerne give et eksempel fra min egen verden: Jeg står i spidsen for PensionDanmark, der er arbejdsmarkedspensionsselskab for 700.000 faglærte og ufaglærte lønmodtagere. Det er bygningsarbejdere, chauffører, rengøringsassistenter, tjenere, gartnere, som alle hvert år får indbetalt, hvad der svarer til 1½ månedsløn til pensionsopsparing. Danmark er det eneste sted i verden hvor dem, der gør rent og dem, der serverer på burgerbarerne, er sikret ret til at have deres egen opsparing til pension og kan se frem til en tryg tilværelse som ældre. Det er forklaringen på, at Danmark har verdens mest bæredygtige pensionssystem uden fattige -  og at vi ikke som i USA har 75-årige fattige pensionister til at stå og putte folks varer i indkøbsposer i supermarkederne.

Det forhold, at alle er omfattet af opsparingsprogrammer, har samtidig sikret en forholdsvis høj grad af lighed i formuefordelingen. De store gevinster på aktiemarkeder er i Danmark ikke kun havnet hos de allerrigeste men bredt fordelt.

Når vi ser på de dramatiske forandringer i verden i disse år, er der ikke kun grund til bekymring, men først og fremmest til optimisme og begejstring.

Vedtagelsen af klima-aftalen i Paris og vedtagelsen af FN’s nye Bæredygtighedsmål frem mod 2030 – begge vedtaget og ratificeret af hele verdenssamfundet – viser vej frem mod en ny bæredygtig global vækstmodel. Præsident Trumps melding om at USA trækker sig ud af Paris-aftalen er naturligvis negativ men bemærk, at den blev ledsaget af klare commitments fra Europa og Kina om så at gøre endnu mere på klima-dagsordenen, og at et imponerende stort opbud af stater, store byer og store virksomheder i USA åbent har revolteret mod Trumps beslutning og meddelt, at de bakker op om Paris-aftalen og vil sørge for, at USA på den måde ender med at give sit bidrag.

For Danmark åbner den globale opbakning til implementering af Paris-aftalen og SDG-målene meget store muligheder. Alle lande har udarbejdet nationale handlingsplaner for både klima og SDG-målene, og når man kigger ned i dem, er det som at åbne et kæmpekatalog for danske eksport- og investeringsmuligheder. Danmarks førerposition inden for bæredygtige løsninger på energi, vand, fødevarer og byggeri er det, verden efterspørger.

Danmark er på disse områder et ”kinder-æg” med tre i én: Vi er som nation en showcase, hvor vi kan vise andre lande, hvordan bæredygtige løsninger fungerer – det er ikke bare noget, vi snakker om, det er noget, vi gør, og har bevist at det kan lade sig gøre. Vi har masser af virksomheder, der kan levere den teknologi og de systemer, der efterspørges. Og vi har store og stærke langsigtede investorer, der kan gå med ud på markederne og tilbyde fuldt finansierede turnkey-løsninger. Den trekant er meget stærk og skal udnyttes endnu mere i de kommende år.

Også de nye teknologier – det som kaldes den 4. industrielle revolution med digitalisering, internet of things, kunstig intelligens og robotics – repræsenterer fantastiske muligheder for at løse store samfundsmæssige problemer. Det vil få samme forandrende indflydelse på vores samfund som omlægningen fra landbrugsland til industriland i årene efter 2. verdenskrig.  Alle brancher og jobfunktioner vil blive berørt. Det vil frigøre den menneskelige arbejdskraft til det, den er bedst til: empati, coaching, sparring, innovation. Den ny teknologi har samme frigørende potentiale som traktoren, mejetærskeren og malkemaskinen i sin tid. Vi kan forny den offentlige velfærdssektor inden for sundhed, ældrepleje og uddannelse i et omfang,  så den aktuelle diskussion om hvorvidt den offentlige vækst skal være 0,5 eller 0,7 pct. sandsynligvis om nogle år vil fremstå helt irrelevant.

Danmark er godt forberedt. I andre lande bekæmper fagforeningerne ny teknologi; i Danmark går fagbevægelsen nærmest forrest for at speede op på anvendelsen af de nye teknologier.

Hvis vi fuldt ud skal høste gevinsterne ved de nye teknologier og undgå, at den efterlader for mange på et sidespor, men i stedet bliver inkluderende, skal vi i gang med en stor reform af vores uddannelsessystem. Vi skal vænne os til, at uddannelse er noget, der finder sted gennem hele livet – livslang læring og efteruddannelse skal have absolut højeste prioritet. Der er derfor store forventninger til, og der ligger et stort ansvar hos regering og arbejdsmarkedets parter for, at de igangværende 3-parts drøftelser om efteruddannelse bliver en succes.

Vi er i Danmark samlet set godt rustet. Vi er sammen med resten af verden inde i et selvbærende økonomisk opsving – vi er på vej til fuld beskæftigelse (også i Udkantsdanmark) – vi har en stærk offentlig økonomi med lav offentlig gæld – vores valuta er stærk – vi har en veluddannet og omstillingsparat arbejdsstyrke – og vi er begunstiget af, at vores erhvervsstruktur er domineret af rigtig mange (i en global sammenhæng) mindre og mellemstore virksomheder med høj agilitet. Vi skal glæde os over, at vi ikke har store områder ramt af lukning af traditionelle sunset-industrier. Lindøværftet lukkede – og Lindø genopstod og beskæftiger nu flere end da der var værft. Nu er det vindmøller, der bygges og testes.

Vi er begunstiget af, at der er bred enighed og opbakning til velfærdssamfundets grundindretning – hos vælgere, hos virksomhederne (for hvem velfærdsinstitutioner som børnehaver, uddannelse, sundhed og arbejdsløshedsforsikring er en vigtig del af deres konkurrenceevne), hos politikerne. Der er efterhånden også meget bred politisk konsensus om håndtering af udfordringer med indvandring, flygtninge og bandekriminalitet.  De uenigheder, der er og som fylder, handler om detaljer i fine-tuningen af den danske model.

Vi er et samfund, hvor borgerne har tillid til hinanden og til det politiske system. Vi har ingen korruption. Vi er verdens lykkeligste folk og København er udnævnt til ”the most liveable city in the world”.

Der er derfor god grund til at anslå en optimistisk tone, når vi skal vurdere Danmarks muligheder for at høste gevinsterne af og komme stærkt ud af konfrontationen med de store udfordringer. Når det blæser, skal vi bygge vindmøller, ikke læhegn. Vi skal huske at tryghed til alle kræver vilje til permanent forandring og tilpasning. Vi kan kun bevare de værdier, vi sætter pris på, ved hele tiden at forandre os.

PensionDanmark har givet tilbud om at træde ind i ejerkredsen af Nykredit

Læs mere

To arkitekturpriser til PensionDanmark-byggerier

Læs mere

Uopmærksomme unge kan gå glip af stor pensionsgevinst

Læs mere
Læs flere nyheder