Stærkt konsortium skal udvikle bæredygtig bydel over Banegraven i Aarhus Midtby

Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) vil have Aarhus Kommune til at indgå i et konsortium med PensionDanmark, DSB Ejendomme og MT Højgaard om at udvikle et koncept for en ny, bæredygtig bydel over Banegraven i Aarhus.

Der kommer nu konkrete fremskridt i planerne om at skabe en ny og bæredygtig bydel hen over Banegraven i Aarhus.

Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, indstiller til byrådet, at Aarhus Kommune skal indgå i et konsortium om byudviklingen sammen med PensionDanmark, DSB Ejendomme og MT Højgaard. Magistraten har på dens møde i dag anbefalet, at byrådet tiltræder indstillingen.

I første omgang skal konsortiet udarbejde et konkret projekt for den nye bydel, som Aarhus Byråd kan tage stilling til, før de endelige planer kan føres ud i livet. Endvidere skal de indledende konsekvenser af projektet også forelægges de relevante forligskredse i Folketinget for en indledende godkendelse.

”Jeg ser frem til at indgå i et samarbejde med denne gruppe stærke spillere, som alle kan bidrage positivt til udviklingen af Aarhus. Nu skal vi afsøge mulighederne for, hvilke kvaliteter projektet kan tilføre området omkring Banegraven. Med områdets beliggenhed er der mange aspekter, vi skal være opmærksomme på ikke mindst udfordringerne med parkering, men det er også meget vigtigt, at vi har fokus på, at vi bygger bæredygtigt i den nye bydel,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

En overdækning af banegraven i det centrale Aarhus kan gøre det muligt at indskyde et p-dæk under niveau og dermed skabe en ny bilfri bæredygtig bydel med helt usædvanlig attraktiv beliggenhed for kontorer, butikker, boliger, caféer og hotel.

I kraft af Banekvarterets centrale beliggenhed er Midtbyens kulturtilbud f.eks. Musikhuset, Aros, og Dokk1, shoppingcentret Bruuns Galleri og handelsgaderne Ryesgade og Jægergårdsgade inden for gåafstand samtidig med, at der er kort afstand til rekreative områder som Rådhusparken, Musikhusparken Botanisk Have og Tangkrogen.

”Der er tale om en helt unik beliggenhed i en by i rivende udvikling. Vi venter i samarbejde med DSB, Aarhus Kommune og MT Højgaard at kunne etablere en meget attraktiv bæredygtig bydel med meget tiltrækkende byrum, som bidrager til byens liv. Som investor er det spændende at være med til at præge byudviklingen i Aarhus og vi venter stor interesse for at bosætte sig eller arbejde i Banekvarteret,” siger Kim Bøgvad Larsen, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark.

Timingen er afgørende
Det er Banedanmarks arbejde med at elektrificere jernbanen til Aarhus Hovedbanegård, der gør overdækningen aktuel. Arbejdet vil nemlig betyde, at togtrafikken i en periode vil blive begrænset, og det vil give plads og mulighed for at bygge en ny konstruktion over banelegemet.

”DSB Ejendomme ser frem til at være med til at udvikle dette nye unikke og samlende kvarter i Aarhus Midtby. Kvarteret vil ikke alene blive bæredygtigt og bilfrit men for eksempel vil det også få en ny og kundevenlig adgang til sporene og Aarhus Banegård. Det bliver et stærkt hold, der skal være med til at løse denne meget komplekse opgave, og vi glæder os til at gå videre med første etape,” siger underdirektør i DSB Ejendomme Jes Transbøl.

MT Højgaard har siden 2017 sammen med arkitekt C.F. Møller arbejdet intensivt på at skabe et bæredygtigt projekt i Aarhus, som ved at overdække Banegraven ved Aarhus Hovedbanegård kan udfylde et tomrum og skabe en ny, grøn og attraktiv bydel midt i Aarhus, som vil binde Midtbyen sammen med Frederiksbjerg på en ny og spændende måde:

"Vi gik for et par år siden i dialog med DSB Ejendomme, da vi havde nogle visionære tanker og idéer for Banegraven og Banegravskvarteret i Aarhus, som vi gerne ville præsentere for dem. Vi har sidenhen haft et godt samarbejde, som nu også inkluderer PensionDanmark, og vi har sammen skabt et visionært og realisérbart projekt, som kommer Aarhus og aarhusianerne til glæde og gavn," siger projektudviklingsdirektør i MT Højgaard, Finn Mortensen.

Projektet afhænger ikke kun af politikernes velvilje. Det er særdeles komplekst og har store tekniske såvel som økonomiske problemstillinger, som skal adresseres, før det afgøres, om projektet er realiserbart. Banedanmark, MT Højgaard, DSB Ejendomme, Aarhus Kommune og PensionDanmark er derfor i gang med en række undersøgelser, som skal afdække om projektet kan realiseres i forhold til krav om tidsplan og økonomi.

 

Fakta
Byggeri: 110.000 m2
Overdækning: 26.000 m2
P-pladser: 25.000 m2 / 670 pladser
Udvikler og totalentreprenør: MT Højgaard
Arkitekt: C.F. Møller

 

Yderligere information
Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, telefon 2019 9238

Underdirektør Jes Transbøl, DSB, Ejendomme, kontakt DSB Kommunikation, telefon 2468 0000

Kommunikationskonsulent Anders Lai, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, telefon 4024 8321

Kommunikationspartner Maiken Liff Riise Andersen, MT Højgaard, telefon 5054 1434

 

Link til PR-materiale

https://cfmxnet.cfmoller.com/downloads/file.asp?07133253369050004100180068841070

Arriva og 3F Københavns Chauffører får pris for efteruddannelse

Læs mere

De klimabevidste gør klar til at indtage innovativt byrum nord for København

Læs mere

Guld til PensionDanmarks ejendom Frederiks Plads Company House i det centrale Aarhus

Læs mere
Læs flere nyheder