De klimabevidste gør klar til at indtage innovativt byrum nord for København

Et godt miks af børnefamilier, seniorer og studerende flytter snart ind i
særdeles bæredygtige boliger i Virum nord for København. Det grønne aftryk i
Hummeltofteparken gælder både klimaet, udsigten over Lyngby Sø og turen til
arbejde.

Ventetiden er snart ovre. I hvert fald for de mange børnefamilier, unge og ældre, der allerede har sikret sig et attraktivt, nyt hjem i Hummeltofteparken i Virum nord for København.

Torsdag den 12. september er der åbent hus og mulighed for at opleve de 151 kvalitetslejligheder og rækkehuse tæt ved Sorgenfri Station. Byggeriet på grunden, der tidligere husede Lyngby Politi, skal efter planen bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld. Projektet er præget af bygherre, PensionDanmarks, strategiske fokus på at bygge bæredygtige boliger med gennemtænkte løsninger både inde, ude og i nærmiljøet for at sikre tilfredse beboere
gennem hele byggeriets levetid.

”Vi mærkede allerede under byggeriets opførelse stærk interesse for at bo i Hum-meltofteparken. Det tjener som et godt bevis på, at attraktive og bæredygtige kvalitetsboliger også er en særdeles fornuftig investering, når vi skal skaffe det bedst mulige afkast til vores medlemmers pensionsopsparing. Vi vil gerne takke for et godt samarbejde med MT Højgaard, der udviser stor omhu med at opfylde vores detaljerede krav til bæredygtighed og kvalitet både inde og ude,” siger
ejendomsdirektør i PensionDanmark, Marius Møller.

Det bæredygtige fokus strækker sig ikke kun til innovative og klimarigtige kvalitetsløsninger i holdbare materialer, der bidrager til lav varmeregning, lave driftsomkostninger og god klima-samvittighed til de kommende beboere. Totalentreprenøren MT Højgaard har også efterlevet høje krav til blandt andet grønne tage med solceller og sundt indeklima med gode lysforhold. Også biodiversiteten i de grønne gårdrum i flere niveauer lægger op til fællesskab og aktivt udeliv blandt
beboerne.

”Vi har haft en rigtig god proces på projektet med PensionDanmark, hvor vi har haft fælles fokus på at skabe kvalitet i både samarbejde og slutprodukt. Derudover har det været en fornøjelse, at bygherre deler vores fokus på samfundsmæssigt vigtige forhold som for eksempel bæredygtige løsninger og uddannelse af lærlinge,” siger Martin Palmquist, direktør i MT Højgaard.

De kommende beboere i Hummeltofteparken får - ud over at have let adgang til tog-transport fra Sorgenfri Station og stisystemer til Sorgenfri Slotspark, Åmosen og Lyngby Sø - også hurtig adgang til dagligvarer i eget fortrinsvis solcelle-drevet supermarked. Lidl har allerede indgået aftale om at flytte ind i 1.500 m2 butikslokaler i stueetagen.

Der er også indgået en aftale med Lyngby-Taarbæk Kommune, der er i færd med at etablere bedre adgangsforhold til området for bilister. Ønsker beboerne også her at gøre en egen indsats for bæredygtigheden, arbejdes der på at gøre Hummeltofteparken til en udvidet mulighed for parkering af el-drevne delebiler, ligesom der etableres mulighed for at oplade el-biler i beboernes private
parkeringsfaciliteter.

PensionDanmarks samlede investering i Hummeltofteparken er på 440 mio. kr. PensionDanmark bygger også bæredygtige boliger med attraktive beliggenheder på Islands Brygge i København og Nordhavnen i København, i Ørestad Syd, i Køge Kyst og på havnen i Vejle.

INVITATION: Åbent hus torsdag den 12.9. kl. 16.30

Fakta: Hummeltofteparken
Samlet 151 bæredygtige boliger fordelt på 21 rækkehuse (salg), 130 lejligheder, hvoraf der er 11 ungdomsboliger, 92 familieboliger og 27 venneboliger.  

Areal: I alt 15.400 m2 boliger, butiksareal på 1.500 m2 samt kælder med
parkeringspladser på godt 7.500 m2

Samlet investering: 440 mio. kr.

Bæredygtighedscertificering: Forventet DGNB Guld

Indflytning: September 2019

Beliggenhed: Hummeltoftevej, Sorgenfri i Virum

Bygherre og investor: PensionDanmark

Totalentreprenør: MT Højgaard
Arkitekter: Byggeri: Mannik & Storm - masterplanning og landskab: Werk Arkitekter

Salg og udlejning: Home, Virum


Foto: PensionDanmark, Ursula Bach

478 bæredygtige ungdomsboliger opføres i Lyngby

Læs mere

PensionDanmark vinder pris for Best Use of Automation

Læs mere

PensionDanmark vinder Building Awards’ Miljøpris

Læs mere
Læs flere nyheder