Stor interesse for Skibet i Køge Kyst

Over 300 interesserede borgere deltog i går i informationsmøder om Livsstilsboliger 50+. Møderne blev afholdt i henholdsvis Køge Kyst og i PensionDanmark i København.

Ved informationsmøderne bød PensionDanmark velkommen og gav efterfølgende en status på byggeriet, der kan følges her

Borgerne fik en præsentation af PensionDanmarks ejendomsstrategi med fokus på bæredygtighed som omdrejningspunktet for byggeriet. Se evt. præsentationen her.

Arkitekterne Vandkunsten præsenterede bebyggelsen samt fælleskabet i bebyggelsen og fællesfaciliteterne.

Repræsentanter fra DEAS præsenterede den kommende proces, herunder opskrivning, tildeling af boligerne samt indflytning og den efterfølgende beboerproces. 

”Vi er meget glade for den store interesse for vores Livsstilsboliger 50+. Det har været et spændende udviklingsforløb, og det er meget positivt med den store efterspørgsel efter fællesskabsorienterede boliger,” siger Mia Manghezi, projektudviklingsdirektør i PensionDanmark.

Efter en times tid med dialog og spørgsmål fra borgerne var der rundvisning på byggepladsen. I dagens anledning var byggepladsen forinden gennemgået og sikret, så deltagerne kunne færdes sikkert på byggepladsen, hvor der ikke var arbejdsaktivitet.

Den kommende proces

Ventelisten åbner for opskrivning 1. maj 2019 – 1. juni 2019. Man kan skrive sig på ventelisten på www.køgekystskibet.dk

1. juni 2019 lukker opskrivningen til ventelisten og tildelingen startes.

Boligerne fordeles ikke efter først til mølle-princippet, så interesserede opfordres til at gennemtænke deres overvejelser om, hvorvidt de ønsker at være en del af et aktivt hverdagsfælleskab med andre, og at de er indstillet på at bidrage til fællesskabet.

Der vil være følgende prioriteter på ventelisten til boligfællesskabet:

  • PensionDanmarks medlemmer har fortrinsret til boligerne i de første 4 uger efter åbning af ventelisten, såfremt de opfylder kriterierne for at få en lejlighed.
  • Ægtepar/samlevende har fortrinsret til de store boliger
  • Boligerne er tænkt til både singler og par over 50, der er uden hjemmeboende børn

Fællesskabet baseres på en fælles interesse omkring friluftsliv og hav (hav, sejlads, fiskeri) og/eller madlavning (tilberedning, fællesspisning, syltning, behandling af råvarer etc.).

Der tilstræbes en blandet beboergruppe både ift. køn, alder og civilstatus for sikre en harmonisk beboersammensætning samt bygge et stærkt fællesskab og lægge grunden til en levende beboerforening.

Alderssammensætningen forventes at blive fordelt ligeligt i aldersgrupperne 50-65, 65-75 og 75+.

Forud for indflytning vil man som kommende beboer indgå i en beboerproces fra august 2019. Her etableres en beboerforening, hvor man sammen fastlægger husorden og indretning af de fælles faciliteter.

Forventet indflytning er 1. april 2020.

PensionDanmark vinder global investeringspris i Amsterdam

Læs mere

PensionDanmark investerer 1,7 mia. kr. i grøn energiinfrastruktur i nye vækstøkonomier

Læs mere

PensionDanmark opfører nyt domicil til DFDS

Læs mere
Læs flere nyheder