Finanstilsynet har været på temainspektion i PensionDanmark om infrastrukturinvesteringer

Finanstilsynet har været på inspektion i september 2017 på basis af materiale indsendt i april og maj 2017. Inspektionen var en såkaldt temaundersøgelse omhandlende selskabets infrastrukturinvesteringer.

Vi kan med tilfredshed konstatere, at Finanstilsynet ikke har haft bemærkninger til konkrete investeringers faktiske gennemførelse eller værdiansættelse. Finanstilsynet har derimod haft en række bemærkninger til selskabets organisering herunder arbejdsdelingen mellem forskellige funktioner. Endelig har Finanstilsynet påbudt en række præciseringer i bestyrelsens investeringsrammer og yderligere krav til indholdet af de indstillinger, som tilgår PensionDanmarks investeringskomite. PensionDanmark er i gang med at implementere de foreslåede ændringer.

Formålet med PensionDanmarks investeringer i infrastruktur er at sikre medlemmerne attraktive stabile afkast i et investeringsmiljø kendetegnet ved meget lave obligationsrenter og volatile aktiemarkeder. Denne målsætning er opfyldt. I nedenstående tabel fremgår det, at det gennemsnitlige afkast af infrastrukturporteføljen har været 10,1 pct. målt over de seneste fem år:

Afkast for infrastrukturporteføljen

Pct. 2014 2015 2016 2017 2018 Gns. seneste tre år Gns. seneste fem år
Faktisk afkast 7,1 7,2 10,9 12,8 12,5 12,1 10,1
Afkastmålsætning 7,0 7,0 7,0 7,0 7,0 7,0 7,0
Merafkast 0,1 0,2 3,9 5,8 5,5 5,1 3,1