Se alle

Banco Santander

SPRING-dialog med Banco Santander om natur- og afskovningsrisici.

Dialog med Banco Santander

PensionDanmark er en del af UN PRI SPRING, der er et dialoginitiativ om natur og biodiversitet, lanceret i 2023. Det samler investorer om dialog med systemisk vigtige virksomheder for at reducere naturrelaterede risici og styrke ansvarlig forvaltning af økosystemer. PensionDanmark er lead investor på dialogen med Banco Santander.

PensionDanmark har indgået i dialog med banken flere gange i løbet af de seneste år, senest i efteråret 2025. Her præsenterede banken sin tilgang til governance og risikostyring med særligt fokus på aktiviteterne i Brasilien. Santander redegjorde for sine processer, scoringsmetoder og deltagelse i internationale initiativer og fremhævede, at naturrelaterede risici er integreret i den overordnede klimastyring, samt at relevante resultater rapporteres til bestyrelsen og relevante komitéer.

Drøftelserne viste, at bankens scoringssystem og due diligence-processer i Brasilien fremstår omfattende og løbende opdateres. Miljømæssig due diligence er integreret i kreditprocessen, og scoringssystemet indeholder mere granulære data om miljø-, sociale- og klimaforhold. Banken har desuden et dedikeret team med teknisk miljøfaglig ekspertise, og relevante naturrelaterede nøgletal rapporteres månedligt til direktionen.

Samtidig understregede dialogen behovet for yderligere afklaring på en række områder. PensionDanmark har blandt andet anmodet om en nærmere redegørelse for, hvordan banken auditerer kunders selvvurderinger, hvordan ESG-krav operationaliseres i kontrakter, herunder anvendelsen af ESG-klausuler og konkrete stopkriterier for finansiering, samt større gennemsigtighed om antallet af højrisikokunder og om de mekanismer, der aktiveres ved kontroverser eller advarsler.

Endvidere har PensionDanmark rejst spørgsmål om den geografiske rækkevidde af bankens risikostyring, særligt i højrisikoregioner uden for Brasilien, herunder Argentina, hvor banken har været forbundet med naturrelaterede kontroverser.

Det sidste kom frem i en rapport fra Global Witness i maj 2025, hvor banken blev anklaget for at have medvirket til finansiering af skovrydning på 170.000 hektar i Argentina. Federated Hermes EOS (herefter EOS) tog herefter kontakt til Banco Santander for en kommentar til rapportens påstande og rejste også mere generelle spørgsmål om, hvordan banken håndterer naturrisici.


Udvikling og fremadrettet dialog

Banco Santander er en systemisk vigtig finansiel aktør i forhold til afskovning. Banken har afvist de konkrete anklager i Argentina, men har været tilbageholdende med at udlevere dokumentation. Generelt opfatter PensionDanmark dog Banco Santander som et selskab, der er forholdsvis åbent for dialog, og som løbende forbedrer sin indsats, men den er endnu ikke tilfredsstillende. PensionDanmark fortsætter dialogen fortsætter i regi af UN PRI Spring-initiativet med henblik på at følge op på resultaterne af bankens porteføljeanalyse samt drøfte de områder, hvor der er behov for yderligere afklaring for at sikre, at banken håndterer afskovningsrisici, særligt i Sydamerika, på en tilfredsstillende måde. Undervejs medtages fremtidig rapportering fra EOS som input til tilrettelæggelsen af den direkte dialog med Santander.

Se flere cases

Læs eksempler på Hermes EOS dialog med selskaber i PensionDanmarks portefølje.