Se alle nyheder
Image alternative text

H.K.H. Kronprinsesse Mary indvier akutsygehus i Slagelse

I dag har H.K.H. Kronprinsessen indviet et af Danmarks største OPP-sygehuse. Knap 20.000 m2 med medicinske enestuer og ny fødegang er nu klar til at modtage patienter og fødende på akutsygehuset i Slagelse i Region Sjælland.

Det nye akutsygehus i Slagelse vil betyde helt nye omgivelser og muligheder for de kommende patienter. Det færdige byggeri rummer mange enestuer og skaber helt nye rammer for at inddrage forældrene, når et barn bliver sygt.

Byggeriet er et af Danmarks største offentlige-private partnerskaber. Bag OPP-projektet står et konsortium, der består af investorerne PensionDanmark, Industriens Pension, PKA og Sampension, af entreprenørkoncernen MT Højgaard samt af facility management selskabet DEAS.

”Det er en fornøjelse, at patienter og medarbejdere nu kan tage de moderne rammer i brug, og at Region Sjælland nyder godt af, at OPP-teamet har afleveret projektet i høj kvalitet. Vi håber, at de gode erfaringer fra Slagelse-projektet og tidligere OPP-sygehuset i Vejle giver anledning til at anvende OPP-modellen i større omfang,” siger adm. direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen og fortsætter:

”Ud over sygehusbyggerier er OPP-modellen også velegnet til opførelse af fx universitetsbyggerier, skoler og plejehjem og til trafikal infrastruktur som veje, broer og tunneler. OPP-modellen sikrer høj kvalitet, der leveres til tiden og til budget – og der er styr på overenskomster og arbejdsmiljø i byggeperioden. Det er en fornuftig måde at bringe dansk pensionskapital i spil. Jeg vil gerne bruge anledningen til at invitere til en åben dialog om potentialet i øget anvendelse af OPP i Danmark,” siger Torben Möger Pedersen.

Foto: Fotograf Gert Ellegaard, Region Sjælland.

Vi benytter cookies til at forbedre hjemmesiden. Du accepterer brugen af cookies ved at lukke dette banner.