Se alle nyheder

PensionDanmark vil finde KOL-ramte på arbejdspladsen

Tusindvis af danskere lever med uopdaget KOL, og rekordmange dør af sygdommen. Derfor kører PensionDanmark ud med mobile lungetjek på tre arbejdspladser i anledning af Lungedag d. 19. november.

Over 3.800 danskere døde sidste år af KOL – et rekordstort antal. Samtidig anslår Lungeforeningen, at flere end 200.000 danskere lever med sygdommen uden at vide det. For at gøre det lettere at opdage sygdommen i tide ruller PensionDanmark nu en ’lungebus’ ud til udvalgte virksomheder. Her kan medarbejderne få testet deres lungefunktion på stedet og få råd om forebyggelse. Initiativet sker i forbindelse med den årlige Lungedag, som i år markeres onsdag den 19. november.

”Vores medlemmer har fysisk krævende job, hvor en god lungefunktion er afgørende for at have et langt og godt arbejdsliv. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde forebyggende tiltag som lungefunktionsmålinger direkte på arbejdspladsen. Det er en indsats, der både giver værdi for det enkelte medlem, som kan få hjælp i tide, og for virksomhederne, som får medarbejdere med færre sygedage og større trivsel,” siger Flemming Tovdal Schmidt, direktør for Kunder, Kundeservice og IT i PensionDanmark.

KOL er blandt de sygdomme, der koster dyrt på arbejdsmarkedet. Hvert år fører KOL til 14.359 færre fuldtidsbeskæftigede personer i arbejdsstyrken og mere end 250.000 ekstra sygedage for KOL-diagnosticerede sammenlignet med personer uden KOL. Mange er desuden ikke diagnosticerede, og det betyder, at sygdommen ofte først opdages sent – når skaden allerede er betydelig. Tidlig opsporing kan derfor være med til at reducere sygefravær, fastholde medarbejdere på arbejdspladsen længere og bidrage til bedre trivsel i arbejdslivet.

Ann Leistiko, adm. direktør i Lungeforeningen:
”Alt for mange danskere lever med KOL uden at vide det. Jo tidligere sygdommen bliver opdaget, jo bedre er mulighederne for at bremse udviklingen og sikre livskvalitet. Derfor er vi glade for samarbejder som dette, hvor vi sammen med PensionDanmark kan komme helt ud til danskerne dér, hvor de er. Det er en vigtig brik i at skabe opmærksomhed på symptomerne, så endnu flere reagerer på dem.”

Lungefunktionsmålingen giver en pejling på, om man bør gå til egen læge for yderligere undersøgelser og udredning for KOL. I forbindelse med Lungedagen d. 19. november kan man få testet sin lungefunktion på apoteker og sundhedshuse over hele landet. Se et overblik her