Se alle nyheder

PensionDanmark og Lungeforeningen vil finde flere med uopdaget KOL

I anledning af den årlige Lungedag den 24. september sætter PensionDanmark og Lungeforeningen fokus på KOL og hjælper faglærte og ufaglærte med at få målt deres lungefunktion, så sygdommen kan opdages tidligere.

Over 400.000 danskere lever med den livstruende lungesygdom KOL – og hver anden af dem ved det ikke. Derfor gør PensionDanmark og Lungeforeningen i anledning af Lungedagen en ekstra indsats for at få flere testet.

Op til den årlige Lungedag den 24. september bliver PensionDanmark-medlemmer med bopæl nær et af Lungeforeningens testcentre kontaktet med tilbud om at få målt lungefunktionen. Og PensionDanmarks rådgivningsbus besøger udvalgte virksomheder med tilbud om lungefunktionsmåling og rådgivning om forebyggelse af KOL.

”Vores medlemmer er faglærte og ufaglærte, som ofte har fysisk krævende arbejde. En sund lungefunktion er afgørende for deres arbejdsliv, og derfor benytter vi Lungedagen til at gøre det nemt og hurtigt at få tjekket lungefunktionen og til at gøre opmærksom på de muligheder for hjælp, som vi tilbyder gennem vores sundhedsordning, hvis resultatet viser behov for opfølgning,” siger Flemming Tovdal Schmidt, direktør for Kunder, Kundeservice og IT i PensionDanmark.

KOL er en af de sygdomme, der koster flest liv i Danmark. Ifølge Lungeforeningen lever mere end 400.000 danskere med sygdommen, og omkring 4.000 dør hvert år som følge af den.

”Alt for mange danskere lever med KOL uden at vide det. Jo tidligere sygdommen bliver opdaget, jo bedre er mulighederne for at bremse udviklingen og sikre livskvalitet. Derfor er vi glade for samarbejder som dette, hvor vi sammen med PensionDanmark kan komme helt ud til danskerne dér, hvor de er. Det er en vigtig brik i at skabe opmærksomhed på symptomerne, så endnu flere reagerer på dem,” siger Ann Leistiko, adm. direktør i Lungeforeningen.

Hvert år fører KOL til 15.000 færre fuldtidsbeskæftigede personer i arbejdsstyrken og mere end 250.000 ekstra sygedage for KOL-diagnosticerede sammenlignet med personer uden KOL. Mange er desuden ikke diagnosticerede, og det betyder, at sygdommen ofte først opdages sent – når skaden allerede er betydelig. Derfor er tidlig opsporing vigtig.

I forbindelse med Lungedagen den 24. september kan alle få testet deres lungefunktion på apoteker og sundhedshuse over hele landet. Se et overblik her

Fakta om KOL

  • Omkring 400.000 personer lever med KOL i Danmark.
  • KOL er en underdiagnosticeret sygdom og opdages ofte sent, når der allerede er opstået irreversible lungeskader.
  • KOL er den enkeltsygdom, som flest mennesker dør af i Danmark.
  • I 2024 døde 3.720 personer af KOL.
  • Danmark har globalt den højeste sygdomsbyrde relateret til KOL og den næsthøjeste KOL-relaterede dødelighed – kun overgået af Kina.