menu arrow mobile
Om os

Vil du fortælle lidt om dig selv og dit team?

Jeg er klinisk psykolog i vores nye Online Psykolog-team, hvor jeg varetager psykologsamtaler online med vores medlemmer. Jeg startede i PensionDanmark i maj 2026, men har 20 års erfaring som psykolog og har gennem årene arbejdet både i det offentlige og i private virksomheder.

Teamet består af psykologer med mange forskellige faglige baggrunde og erfaringer. Nogle kommer fra forsikringsbranchen, andre fra sundhedsvæsenet eller privat praksis, og det giver en god faglig bredde og mange forskellige perspektiver. Jeg har tidligere siddet på en lokation med få mennesker – nogle dage alene, så jeg er rigtig glad for at være en del af et team med mange dygtige og rare kolleger, som jeg kan sparre med og lære af i hverdagen.

Hvad indebærer din rolle som klinisk psykolog?

Teamets opgave er at varetage psykologsamtaler online. Medlemmerne henvender sig selv via vores online booking system. I samtalerne defineres indhold og mål for behandlingen ud fra medlemmernes behov. Medlemmerne henvender sig med forskellige problematikker: relateret til arbejdslivet som privatlivet. Det kan for eksempel være stress, angst, udfordringer i parforholdet eller tab af nærtstående. Indimellem henvender medlemmer sig også med udfordringer, der er ”for store” til vores format. Så bliver den vigtigste opgave at hjælpe dem videre til den rette behandling andetsteds.

Hvad motiverer dig i dit arbejde?

Det, der motiverer mig mest, er de meningsfulde samtaler med medlemmerne og muligheden for at arbejde med det, der virkelig betyder noget for den enkelte. Når et medlem går fra en samtale med nye perspektiver, der kan gøre en forskel i deres hverdag, oplever jeg, at vores arbejde skaber værdi.

Og så synes jeg også, at vores tilbud kan noget særligt. Medlemmerne kan nemt booke en tid online, når behovet opstår. Det fjerner nogle af de barrierer, der kan stå i vejen for at søge hjælp, og giver os mulighed for at nå mennesker, som ellers måske ikke ville have taget kontakt.

Hvad gør PensionDanmark til et godt sted at arbejde?

Jeg synes skiftet til PensionDanmark har været en rigtig positiv oplevelse. Det er spændende at være med til at bygge noget nyt op, også selvom der naturligt opstår udfordringer undervejs, når systemer, arbejdsopgaver og relationer skal finde deres form. Og det, der har gjort størst indtryk på mig, er den store imødekommenhed og hjælpsomhed, jeg har mødt fra både kolleger og ledelse.