Vil du fortælle lidt om dig selv og dit team?
Jeg arbejder som fagansvarlig fysioterapeut i PensionDanmarks onlineklinik. Jeg var med til at starte klinikken op i marts 2024 sammen med fem kolleger, og siden da er vi vokset til over 13 fysioterapeuter inklusive vores ledere.
Vi kommer alle med en baggrund som fysioterapeuter, men med erfaring fra forskellige dele af faget. Det giver et godt fagligt fællesskab, hvor vi kan sparre med hinanden og lære af de forskellige perspektiver, vi bringer med ind i teamet. Vores vigtigste opgave er at hjælpe medlemmerne med fysioterapeutisk behandling af høj kvalitet som en integreret del af PensionDanmarks sundhedsordning.
Hvad indebærer din rolle som fagansvarlig fysioterapeut?
Jeg har både onlinekonsultationer med medlemmer og et særligt ansvar for den faglige udvikling i teamet. Med en kandidatuddannelse og et mangeårigt fokus på forskning og evidens arbejder jeg blandt andet med at finde, udvikle og dele viden, som kan styrke kvaliteten af vores behandling og skabe endnu bedre oplevelser for medlemmerne.
Det tiltaler mig, at vi hele tiden arbejder på at kombinere ny viden, forskning og praktiske erfaringer, så vi kan udvikle vores tilbud og sikre, at medlemmerne får den bedst mulige rådgivning.
Hvad motiverer dig i dit arbejde?
Det, der motiverer mig mest, er at se faglighed og medlemstilfredshed gå hånd i hånd. Vi har brugt mange kræfter på at skabe et online fysioterapitilbud med høj kvalitet, og det er noget, jeg er stolt af.
Online fysioterapi er stadig en relativt ny måde at møde medlemmerne på, og derfor har det været vigtigt for os at bygge tilbuddet på både forskning og erfaring. At vi samtidig oplever, at medlemmerne er glade for løsningen, ser jeg som et tegn på, at vi er lykkedes med at skabe et moderne og relevant behandlingstilbud.
Hvad gør PensionDanmark til et godt sted at arbejde?
For mig er det særligt meningsfuldt, at medlemmerne er omdrejningspunktet for det, vi gør. Uanset om man arbejder med sundhed, pension eller investeringer, er det fælles mål at skabe værdi for medlemmerne.
Samtidig oplever jeg, at der er plads til idéer, faglig udvikling og nye muligheder. Man kan påvirke sit arbejde og være med til at udvikle både løsninger og arbejdsformer, og det gør PensionDanmark til en spændende arbejdsplads at være en del af.