PensionDanmark investerer i Maritime Investment Fund II

PensionDanmark, Danica Pension, Lægernes Pension og Navigare Capital Partners er gået sammen om at etablere Maritime Investment Fund II. Det er den anden fond i rækken af maritime fonde, der med kapital fra stifterne skal opbygge en diversificeret portefølje af skibe, der udlejes til operatører på kontrakter af varierende længde for at sikre lange stabile cash-flows.

Fonden forvaltes af Navigare Capital Partners, der er en kreds af erfarne shipping-personer med en bred baggrund inden for hele transportværdikæden, herunder investering, finansiering, drift og exits.

”Vi ser frem til at fortsætte det gode partnerskab mellem PensionDanmark og Navigare Capital Partners om investering i skibe via den nye fond. Investeringerne vil blive varetaget af et team med stærke kompetencer og erfaring, og med de gode erfaringer, vi har fra den første fond, forventer vi også i den nye fond et attraktivt afkast over den forholdsvis lange horisont, vi investerer i, inden for shipping”, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark

De tre hovedinvestorer, PensionDanmark, Danica Pension og Lægernes Pension har, sammen med Navigare Capital Partners givet tilsagn om at investere over 300 mio. USD i den nye fond, i forbindelse med first close. Fonden vil invitere andre investorer til at deltage med henblik på at opnå yderligere investeringstilsagn.

Navigare Capital Partners blev etableret i 2017 med formål om at tilbyde institutionelle investorer mulighed for at investere i attraktive maritime aktiver. Den første fond på 450 mio. USD er investeret succesfuldt i skibe, der er chartret på langtidskontrakter med en samlet værdi tæt på 1 mia. USD.


Fakta om investorerne

Navigare Capital Partners A/S ejes af en række partnere, der har stor erfaring inden for shipping. Partnerne vil sammen med investorer, der primært vil være institutionelle investorer, stille kapital til rådighed. Strukturen og ejerskabet følger markeds praksis i både Danmark og i udlandet for sådanne investeringer.

PensionDanmark A/S administrerer overenskomst- og virksomhedsaftalte arbejdsmarkedspensioner, sundhedsordninger og uddannelsesfonde for 738.000 medlemmer. Balancen er på 250 mia. kr.

Danica Pension har ca. 1 million kunder i Danmark og Norge og er et af Nordens største pensionsselskaber. Den samlede pensionsformue er på ca. 450 mia. kroner med ca. 35 mia. kroner i årlige indbetalinger.

Lægernes Pension
Lægernes Pension er medlemsejet pensionskasse for ni ud af ti læger i Danmark. Lægernes Pension driver også Lægernes Bank og investeringsforeningen Lægernes Invest og forvalter i alt 140 mia. kroner.

478 bæredygtige ungdomsboliger opføres i Lyngby

Læs mere

PensionDanmark vinder pris for Best Use of Automation

Læs mere

PensionDanmark vinder Building Awards’ Miljøpris

Læs mere
Læs flere nyheder