Med denne politik fastsættes bestyrelsens samlede politik for PensionDanmarks aktive ejerskab i børsnoterede selskaber. Politikken skal blandt andet sikre, at PensionDanmark overholder reglerne om aktivt ejerskab i lov om forsikringsvirksomhed.
Aktivt ejerskab, i form af stemmeafgivelse på generalforsamlinger og dialog med virksomheder, hvor PensionDanmark er aktionær, er en integreret del af PensionDanmarks varetagelse af rollen som ansvarlig investor. Det skyldes, at der med ejerskab følger ansvar og rettigheder, og fordi virksomheder har behov for ejere, der tager aktivt del i konstruktiv og til tider kritisk dialog.
En række overordnede principper for god selskabsledelse og aktivt ejerskab er styrende for PensionDanmarks arbejde med aktivt ejerskab. De omfatter også PensionDanmarks retningslinjer for ansvarlige investeringer, der mere bredt adresserer miljømæssige, sociale og governance forhold og bygger på FN’s Grundlæggende Rettigheder, ILO’s konventioner, Parisaftalen og Kunming-Montreal-planen om biodiversitet, samt Ottowa-traktaten om landminer, Oslokonventionen om klyngebomber og konventionen om kemiske våben. Arbejdet tager udgangspunkt i internationale anerkendte principper og vejledninger, herunder FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv, Principles for Responsible Investment (PRI), UN Global Compact og OECD’s ’Responsible business conduct for institutional investors’. Derudover støtter PensionDanmark op omkring FN’s 17 Verdensmål, hvor særligt følgende verdensmål indgår i vores aktive ejerskab: verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene, verdensmål 8 om anstændige job og økonomisk vækst, verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion, verdensmål 13 om klimahandling og verdensmål 15 om livet på land. Overordnet indebærer vores principper, at børsnoterede selskaber skal drives med aktionærernes interesser for øje, og det aktive ejerskab skal:
- sikre stærke strukturer for virksomheden, som bidrager til den langsigtede værdiskabelse.
- være præget af gensidig tillid og respekt mellem aktionærer og bestyrelse.
- give den daglige ledelse rum til at udføre sin ledelsesopgave.
God selskabsledelse er i princippet universel, men PensionDanmark anerkender, at der er forskellige tilgange til god selskabsledelse forskellige steder i verden. Derfor tages der geografiske hensyn – særligt når det kommer til den konkrete stemmeafgivning – hvor der lægges vægt på, om virksomheden bevæger sig i den rigtige retning.
PensionDanmark køber og sælger aktier med henblik på at nå et godt afkast. PensionDanmarks politik for aktivt ejerskab understøtter dette ved – gennem selskabsdialog og stemmeafgivning – at bidrage til at fremme den langsigtede værdiskabelse i virksomhederne og på at identificere selskabernes potentielle og faktiske negative påvirkninger på bæredygtighedsfaktorer. Hvis der identificeres negative påvirkninger, vil vi gennem aktivt ejerskab forsøge at påvirke selskabet.
Overvågning og screening
Det aktive ejerskab vedrører hele PensionDanmarks aktiebeholdning, hvoraf hovedparten forvaltes internt, mens resten er udlagt til eksterne forvaltere. PensionDanmark varetager selv det aktive ejerskab i børsnoterede selskaber, uanset om aktierne er udlagt til eksterne forvaltere. Det daglige arbejde med at følge og vurdere PensionDanmarks aktieinvesteringer varetages af investeringsfunktionen.
PensionDanmark har adgang til analyser fra en række nationale og internationale finanshuse. Derudover orienterer PensionDanmark sig i virksomhedernes egne meddelelser og rapporter, hvorved der opnås overblik over selskabernes forretningsstrategi og resultater, såvel finansielle som ikke-finansielle. Dermed er det muligt at foretage løbende vurderinger af selskabernes risiko og udvikling i kapitalstruktur.
Virksomhedernes sociale og miljømæssige indvirkning samt deres selskabsledelse (Governance) vurderes blandt andet gennem investeringsfunktionens adgang til kategoriserede data om de enkelte selskabers ESG-forhold, herunder deres klimaaftryk, men selve overvågningsopgaven koordineres af ESG-funktionen.
Til det formål modtages supplerende input fra blandt andet den investeringsetiske samarbejdspartner, Federated Hermes EOS, der har base i London og er informeret om PensionDanmarks retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd. Et fokus er at udsøge kontroversielle selskaber, der overskrider de 10 principper i UN Global Compact. Derudover leverer rådgivningsfirmaet Sustainalytics rapporter om produktion af kontroversielle våben. Rapporterne modtages kvartalsvist og derudover modtages løbende undersøgelser om selskaber, der udviser en betænkelig adfærd, fra blandt andet MSCI.
Denne gennemgang indgår i vurderingen af, hvordan det aktive ejerskab skal tilrettelægges. Løbende underretninger om grove brud på fx internationale konventioner bliver behandlet straks, og i den forbindelse tages der stilling til, om PensionDanmark fortsat kan investere i selskabet.
For at sikre overensstemmelse med vores principper for aktivt ejerskab, screener PensionDanmark løbende vores investeringer for god ledelsespraksis (governance), hvilket blandt andet inkluderer arbejdstagerforhold og solide ledelsesstrukturer.
Hvert kvartal gennemgår PensionDanmark på baggrund af den opsamlede information systematisk sin aktieliste, og herunder identificeres ”kontroversielle selskaber”, som af den ene eller anden årsag ikke lever op til de investeringsmæssige retningslinjer. Som led i overvågningen gennemgås herudover indikatorer for andre negative bæredygtighedsvirkninger (PAI), der vedrører selskabernes scope 1+2 udledning af drivhusgasser. En gang årligt opgøres negative bæredygtighedsvirkninger for i alt 16 indikatorer i den børsnoterede aktieportefølje, og det vurderes i hvilket omfang de skal adresseres over for selskaberne i det aktive ejerskab.
Selskabsdialog
Det aktive ejerskab udføres i praksis gennem dialog med udvalgte selskaber i aktieporteføljen og gennem stemmeafgivelse på selskabernes generalforsamlinger. Mens PensionDanmark stemmer på alle generalforsamlinger, hvor det er muligt, prioriteres dialogen efter problemstillingens væsentlighed og størrelsen af PensionDanmarks investering. Dialog med et selskab kan blandt andet ske gennem skriftlig korrespondance eller som online eller fysisk møde med virksomheden.
Når PensionDanmark indgår i en dialog med selskaber i aktieporteføljen, sker det med et af to formål:
- Enten som en proaktiv dialog, hvor formålet er at påvirke selskabet i en retning, som i sidste ende øger værdiskabelsen for aktionærerne. Dialogen vil oftest omhandle emner, som påvirker virksomhedens strukturer på langt sigt, og tage udgangspunkt i principperne i PensionDanmarks politik for aktivt ejerskab.
- Eller ved at PensionDanmark efter en regelmæssig screening af porteføljen (eller på anden måde) bliver opmærksom på et muligt brud på PensionDanmarks retningslinjer for ansvarlige investeringer.
PensionDanmark har valgt en model for selskabsdialog, hvor samarbejde med andre investorer er væsentligt. Ved at deltage i investorsamarbejder, hvor flere investorer går sammen – ofte med en fælles ekstern samarbejdspartner/operatør – opnås en række fordele.
- En gruppe af investorer kan tale med større vægt over for et selskab end flere individuelle investorer og repræsenterer en større ejerandel af et selskabs aktiekapital end én enkelt investor.
- Minoritetsaktionærer har som udgangspunkt de samme interesser i dialogen med selskaber.
- Den eksterne samarbejdspartner kan på vegne af investorerne ansætte medarbejdere med særlige faglige (samt sproglige og kulturelle) kompetencer, som kan give selskaberne kritisk og konstruktivt modspil.
Som oftest indledes en dialog med et selskab af Federated EOS, som PensionDanmark anvender som partner og operatør i forhold til udenlandske selskaber, men PensionDanmark deltager også i dialoger enten sammen med Federated Hermes EOS eller sammen med andre investorer over for udvalgte selskaber, hvor det vedrører prioriterede forhold omkring arbejdstagerrettigheder samt klima- og naturpåvirkning.
PensionDanmark modtager løbende rapportering om resultaterne af investorsamarbejdet og deltager løbende i udviklingen og fastlæggelsen af nye prioriteter. Hvis et selskab over en længere periode med dialog ikke forbedrer sin adfærd eller er uvillig til at indgå i dialog, kan PensionDanmark vælge at stemme imod ledelsen på selskabets generalforsamling.
Stemmeafgivning
PensionDanmark ønsker at stemme på alle generalforsamlinger i selskaber i den børsnoterede aktieportefølje. Der gøres dog en undtagelse på de få markeder, hvor stemmeafgivning låser aktieforvalternes mulighed for at handle aktierne op til generalforsamlingen.
PensionDanmark gør brug af en proxy advisor, ISS, som leverer analyser af afstemningspunkter samt den nødvendige infrastruktur til at stemme elektronisk. Desuden har PensionDanmark tæt dialog med Federated Hermes EOS og i konkrete sager også de eksterne aktieforvaltere om generalforsamlingspunkter og -emner.
PensionDanmark stemmer i alle tilfælde ud fra sine egne prioriteter, som afspejler PensionDanmarks principper og forventninger til god selskabsledelse, klima- og miljøansvarlighed og respekt for arbejdstagerrettigheder nævnt ovenfor. Som hovedregel, men ikke altid, følger PensionDanmark anbefalingerne fra Federated Hermes EOS, hvad angår udenlandske selskaber, mens PensionDanmark selv stemmer direkte på danske selskabers generalforsamlinger.
Hvis PensionDanmark stemmer imod bestyrelsen på en generalforsamling, er det ikke nødvendigvis udtryk for utilfredshed med selskabet, bestyrelsen eller ledelsen. Det er som udgangspunkt en tilkendegivelse til det enkelte afstemningspunkt. Som udgangspunkt vil PensionDanmark – via Federated Hermes EOS – søge dialog med selskabet om de forhold, som gør, at der stemmes imod.
Håndtering af interessekonflikter
Det angives, når Federated Hermes EOS tilråder stemmeafgivning på generalforsamlinger, hvor det pågældende selskab også er kunde hos Federated Hermes EOS, så PensionDanmark kan medtage denne information i sine overvejelser.
Et medlem af PensionDanmarks ledelse må ikke deltage i behandlingen af spørgsmål om investering eller forvaltning af ejerskab i en virksomhed, hvis vedkommende har en væsentlig interesse i den pågældende virksomhed.
PensionDanmarks bestyrelsesmedlemmer kan have interessekonflikter i forhold til selskaber, hvor PensionDanmark er aktionær. PensionDanmarks bestyrelse har derfor besluttet, at i de tilfælde, hvor direktionen anbefaler, at der på generalforsamlingen for danske selskaber stemmes imod bestyrelsens anbefalinger, skal denne anbefaling godkendes af PensionDanmarks formandsskab.
Kommunikation til selskabernes relevante interessenter
PensionDanmark anerkender, at de virksomheder, PensionDanmark ejer aktier i, har en bredere interessentkreds end blot ejerne. Dette omfatter især medarbejderne og det omgivende samfund, herunder NGO’er og medier. PensionDanmark medvirker i møder med eksterne aktører, når det vurderes, at de kan bidrage med væsentlig information, som kan berige en sag eller problemstilling. Som eksempel deltager PensionDanmark i Labour Rights Investor Network (LRIN), hvor repræsentanter for medarbejdere og deres fagforeninger kan drøfte udfordringer med rettigheder i forhold til at organisere sig og forhandle kollektive overenskomster, og PensionDanmark besvarer konkrete henvendelser fra interessenter i de enkelte selskaber om udøvelsen af det aktive ejerskab.
Transparens og dialog
PensionDanmark rapporterer årligt om resultaterne af arbejdet med aktivt ejerskab på pensiondanmark.com og i årsrapporten, der tillige indeholder overordnet statistik og beskrivelse af PensionDanmarks stemmeafgivelse på generalforsamlinger i børsnoterede selskaber.
Derudover offentliggøres på pensiondanmark.com oplysninger om stemmeafgivelse på alle dagsordenspunkter på generalforsamlinger i børsnoterede selskaber, som PensionDanmark har aktier i, og der redegøres for de væsentligste dialoger og stemmeafgivelser.
Læs mere om PensionDanmarks dialoger her, samt om vores væsentligste afstemninger på generalforsamlinger her.
Nærværende politik trådte i kraft ved bestyrelsens godkendelse 6. september 2019 og er efterfølgende ændret den 9. september 2020, den 8. september 2021, den 6. september 2023, den 4. september 2024 og senest den 9. september 2025.