Vil du fortælle lidt om dig selv og dit team?
Jeg arbejder som forretningsanalytiker i teamet, Medlemmer og produkter, hvor vi er seks kolleger. Teamet er forholdsvis nyt og blev etableret i forbindelse med PensionDanmarks nye strategi om at tilbyde mere fleksible pensionsordninger, der kan tilpasses det enkelte medlems behov og livssituation.
Vores primære opgave er at udvikle og vedligeholde de produkter, vi tilbyder vores medlemmer. Det betyder blandt andet, at vi analyserer udviklingen i medlemsbestanden og løbende vurderer, hvordan vores produkter bedst kan afspejle de forskellige livssituationer og behov, medlemmerne har.
Hvad indebærer din rolle som forretningsanalytiker?
Meget af mit arbejde består af ad hoc-opgaver, hvor vi analyserer samfundsudviklingen og vurderer, om vores produkter skal tilpasses, eller om der er behov for at udvikle nye løsninger. Tidligere havde medlemmerne mere ensartede behov, men i dag er variationen større, og derfor er det vigtigt, at vores produktportefølje kan rumme forskellighederne og give alle medlemmer de bedst mulige løsninger - og det er vores vigtigste mål.
Hvad motiverer dig i dit arbejde?
At selv de små ting kan gøre en stor forskel. Noget, der ved første øjekast måske bare ser ud som en teknisk detalje, kan faktisk betyde rigtig meget for mange medlemmer – og det synes jeg er ret spændende. Og så har jeg altid godt kunne lide det her med, at pensionsselskaber er med til at skabe tryghed, også inden folk går på pension, og at vi kan supplere der, hvor det offentlige ikke rækker. Det er komplekst, men det gør det kun sjovere og mere interessant at arbejde med.
Hvad gør PensionDanmark til et godt sted at arbejde?
Nu er jeg relativt ny herinde, og som med alle nye jobs er det både spændende og lidt overvældende i starten - man skal lige finde sin plads. Men jeg har følt mig godt taget imod af teamet. Jeg har en lidt anden baggrund end mange af de andre i teamet, både fordi jeg har en anden uddannelse og fordi jeg tidligere har arbejdet som konsulent. Det har givet mig nogle lidt anderledes måder at gribe tingene an på – og det er heldigvis blevet modtaget virkelig positivt. Der er tit brug for at få andres perspektiver på opgaverne, og vi sparrer meget, fordi de bedste løsninger sjældent opstår, når man sidder med det hele alene. Den kombination gør, at det føles som et sted, hvor man både bliver udfordret og udvikler sig, men samtidig også trives og har det sjovt.