Vil du fortælle lidt om dig selv og dit team?
Jeg arbejder i vores Process Automation – Robotics & Workflow team som Automation Specialist. Vi er et team på syv, og vores arbejde handler om at automatisere og digitalisere de manuelle og rutineprægede processer. Vi bruger blandt andet RPA og workflow-teknologier til at få systemerne til at løfte de opgaver, der ellers tager tid i hverdagen. Vores mission er at give vores kollegaer mere tid til de opgaver, der skaber mest værdi.
Vi har særligt fokus på de områder, hvor vi kan gøre en reel forskel for vores medlemmer – der, hvor automatisering kan skabe værdi i form af bedre service, hurtigere sagsbehandling og færre fejl. Det betyder nemlig, at medlemmernes sager bliver behandlet både hurtigere og mere præcist – og det er selvfølgelig et stort plus.
Hvad indebærer din rolle som Automation Specialist?
Min rolle spænder fra idéfasen, hvor jeg ser på en proces og tænker ”her kan vi arbejde smartere”, til den endelige implementering, hvor løsningen er i drift. Det betyder, at jeg analyserer eksisterende arbejdsgange, vurderer hvor der er potentiale for automatisering, udvikler og implementerer løsninger samt tester og sikrer, at de fungerer korrekt i praksis.
Et eksempel kan være vores automatisering af processen for medlemmernes ansøgning om supplerende arbejdsmarkedspension. Her erstattede vi en manuel brevproces med en fuldt digital og automatiseret løsning, som i dag gør det muligt at behandle en ansøgning på under ét minut.
Hvad motiverer dig i dit arbejde?
Automatisering er en stor del af strategien i PensionDanmark, og det motiverer mig, at de løsninger, vi udvikler, ikke bare er midlertidige løsninger, men faktisk er centrale byggesten i vores digitale udvikling. Lige nu har vi omkring 100 automatiserede processer i drift, og tallet stiger konstant.
Så er der også det kreative aspekt. Jeg kan godt lide, at der sjældent findes én rigtig måde at løse en opgave på. Vi kan prøve forskellige tilgange, eksperimentere og finde frem til de løsninger, der fungerer bedst i praksis.
Hvad gør PensionDanmark til et godt sted at arbejde?
Jeg synes det er kollegerne, der gør PensionDanmark til et godt sted at arbejde. Noget at det, jeg har lagt mærke til, er, hvor gode vi er til at hjælpe og dele viden med hinanden. Alle byder ind med deres forskellige erfaringer og kompetencer, og det gør, at vi kan løfte opgaverne sammen. Ser man, at man kan hjælpe, så gør man det – også selvom det ikke nødvendigvis er ens eget ansvarsområde.