menu arrow mobile
Om os

Vil du fortælle lidt om dig selv og dit team?

Jeg blev en del af PensionDanmark i 2023 som finanselev. Her fik jeg mulighed for at lære alt det grundlæggende om pensionsrådgivning – og jeg blev hurtigt fascineret af, hvor stor en forskel vi kan gøre for vores medlemmer. Efter endt uddannelse fik jeg tilbudt en stilling som pensionsrådgiver, og det sagde jeg selvfølgelig ja til.

I Medlemsrådgivningen er vi mere end 30 engagerede kolleger. Det er os, medlemmerne møder, når de ringer ind til PensionDanmark. Vi rådgiver om alt, der vedrører pension: indbetalinger, udbetalinger, forsikringer, investeringer og begunstigelse.

Hvad indebærer din rolle som Pensionsrådgiver?

Kort sagt handler mit arbejde om at gøre pension forståeligt. Mange medlemmer kontakter os med ét konkret spørgsmål, men vi sørger altid for at give en helhedsorienteret rådgivning, der tager udgangspunkt i medlemmets situation. Vi hjælper med at skabe overblik, forklare muligheder og støtte medlemmerne i at træffe beslutninger, der passer til deres liv.

Som rådgiver er det vigtigt at møde hvert medlem i øjenhøjde og tilpasse både indhold og form til den enkelte. Det kræver høj faglighed, struktur, empati og evnen til at finde den tilgang, der giver bedst mening for den person, vi taler med.

Hvad motiverer dig i dit arbejde?

Det, der motiverer mig mest, er følelsen af at gøre en reel forskel. Vi taler med medlemmer i alle livets faser - fra de helt unge, der skal forstå, hvad pension egentlig er, til dem, der planlægger deres sidste arbejdsår og har brug for ro og overblik.

Derudover betyder det meget for mig at være en del af et team, hvor man altid kan spørge om hjælp. Som tidligere elev havde jeg nok flere spørgsmål end gennemsnittet, men jeg er altid blevet mødt med tålmodighed og hjælpsomhed.

Hvad gør PensionDanmark til et godt sted at arbejde?

For mig er det kulturen. Her er det naturligt at dele viden, hjælpe hinanden og bakke op om fælles mål. Den kollegiale stemning gør hverdagen rarere – og samtidig er det inspirerende, at PensionDanmark hele tiden tænker fremad. Vi udvikler os både som organisation og som rådgivere, og det giver energi og stolthed i arbejdet.