menu arrow mobile
Om os

Vil du fortælle lidt om dig selv og dit team?

Jeg arbejder som Business Analyst i Processer, hvor vi bland andet er med til at gøre PensionDanmarks it-systemer endnu bedre. I team processer er vi ca. 20 kolleger, som indgår i forskellige faste udviklingsteams på tværs af It-afdelingen – sammen med kolleger fra både It-udvikling og Test og kvalitet. På den måde arbejder vi tæt sammen om at udvikle, teste og implementere nye løsninger.

Det, jeg synes fungerer rigtig godt ved mit udviklingsteam er, at både udviklere og testere er her i huset. Det gør det nemt at stille spørgsmål eller sparre direkte over bordet, hvilket styrker samarbejdet og hjælper os med hurtigt at løse problemer.

Hvad indebærer din rolle som Business Analyst?

Jeg arbejder med at forstå, hvilke behov organisationen har, og omsætte dem til tydelige krav og specifikationer, så udviklerne ved præcis, hvad de skal bygge. På den måde fungerer jeg som et slags bindeled mellem it og resten af organisationen. Jeg er således med til at sikre, at vi skaber løsninger, der skaber værdi.

Hvad motiverer dig i dit arbejde?

Min motivation finder jeg i Kombinationen af det tekniske og det menneskelige. Jeg får lov til både at forstå, hvordan systemerne fungerer, og samtidig se, hvordan de påvirker de mennesker, der bruger dem. Og så synes jeg også, det er fedt at arbejde med en masse forskellige typer mennesker. Man får mødt mange rundt omkring i organisationen, fordi vi arbejder så meget på tværs.

Hvad gør PensionDanmark til et godt sted at arbejde?

Folk er både super dygtige fagligt og nede på jorden – og så er der altid tid til at hjælpe hinanden. Derudover oplever jeg, at der er et stort fokus på, at vi som medarbejdere trives – ikke kun arbejdsmæssigt, men også socialt. Vi har mange sociale arrangementer, som teambuilding, fredagsbarer og diverse klubber, der giver mulighed for at lære hinanden at kende på tværs af organisationen og dermed styrker samarbejdet i det daglige.