menu arrow mobile
Om os

Vil du fortælle om økonomiområdet i PensionDanmark?

Når man arbejder med økonomi i PensionDanmark, handler det ikke kun om tal og regneark – det handler i lige så høj grad om mennesker. For bag hver krone, vi forvalter, står et medlem, der hver dag går på arbejde og stoler på, at vi passer godt på deres penge. Det ansvar tager vi dybt alvorligt.

Som CFO er min vigtigste opgave at sikre, at PensionDanmark står økonomisk stærkt – ikke bare i dag, men mange år frem. Et solidt økonomisk fundament er nemlig det, der gør os i stand til at levere på vores mission: at skabe tryghed for vores medlemmer – både i arbejdslivet og i pensionisttilværelsen.

I økonomiområdet spænder vores arbejde bredt – fra regnskab og risikostyring til den langsigtede finansielle strategi og HR. Det giver os mulighed for at være med til at sætte retningen for, hvordan PensionDanmark udvikler sig som organisation, både økonomisk og kulturelt.

Hvordan arbejder I med at skabe en god kultur?

Hos PensionDanmark er vi mere end 400 medarbejdere med mange forskellige fagligheder. Det giver en helt særlig energi i hverdagen, fordi vi ser tingene fra forskellige perspektiver og lærer af hinanden. Netop den mangfoldighed er en styrke – men det kræver også, at vi har en kultur, hvor der er plads til forskellighed, og hvor vi aktivt bruger hinandens kompetencer til at blive bedre sammen og samarbejder på tværs.

At skabe en god kultur hos os handler derfor om at finde den rette balance mellem faglighed, fællesskab og engagement. Vi stiller høje krav til kvalitet og professionalisme, men vi ved også, at de bedste resultater opstår, når kollegaer samarbejder på tværs af organisationen og er engagerede i deres arbejde.

Hvad er det vigtigste, du har lært i din tid i PensionDanmark?

Jeg har lært rigtig meget. Men hvis jeg hæver mig op i helikopterperspektivet, er der især én ting, der står tydeligt frem: PensionDanmark er et sted, hvor man virkelig har mulighed for at udvikle sig, både fagligt og personligt, hvis man selv er villig til at tage ansvar.

Her er utrolig mange dygtige og engagerede kolleger, som ikke holder viden for sig selv, men som tværtimod er generøse med at dele ud af deres erfaringer. Det har været en kæmpe gave for mig og en vigtig del af min egen udvikling, og jeg kan se, at det også er en stor del af mine kollegers udvikling. Og det tror jeg er en af årsagerne til, at jeg selv har været her i så mange år.